Liberalisme vs. Konservatisme

Jeg springer ud af skabet og indrømmer det: Jeg er stor fan af Mads Holger. Eller beundrer, som det vel hedder på korrekt dansk. Han er noget så sjældent som en ideologisk bevidst konservativ og et intellektuelt lyspunkt i et ellers ret så smågrumset konservativt landskab. At han også hæver underholdningsværdien i den politiske verden skal ikke lægges ham til last.

Nå, det var et sidespring. Når jeg nævner Mads Holger, så er det fordi han i en af sine seneste blogs frimodigt erklærer sig som liberalist – plus! Nemlig at konservatismen i hans øjne går ind for alt det, liberalismen går ind for, men derudover tilbyder noget mere: nemlig en kulturel og folkelig forankring i det givne, for nu at sige det med andre ord. Liberalismen er dermed en delmængde af konservatismen, som det hævdes.

 

Ak ja, om det bare forholdt sig så vel. Hvis konservatismen blot var liberalismen tilsat en passende dosis af fædrelandskærlighed og forankring i ens kultur og historie, såvel som en passende mængde af opbakning til de institutioner, som i årtusinder har betydet noget i menneskers liv, a la familie, kirke mv., så kunne jeg selv erklære mig konservativ.

Der er muligvis en pointe i forhold til klassisk konservatisme. Det er også derfor, det som klassisk liberal kan være en kende vanskeligt at finde ud af, om man i dagens optik er ”tory” eller ”old whig”, for nu at bruge de engelske termer, og hvorfor man som klassisk liberal må være sympatisk indstillet overfor britiske konservative eller amerikanske ditto.

Men det er vanskeligt at se fænomenet hos nyere konservative, hvad enten man betragter Det konservative Folkeparti eller spredte nationalkonservative grupper. Er de virkelig inderst inde liberale under en konservativ fernis? Ser de for sig, at markedet kan levere løsninger på velfærdsområdet? Ser de skoler, hospitaler og plejehjem afkoblet den direkte statslige styring i en model af statsfinansieret konkurrence, hvor populært ”pengene-følger-børnene” (eller den syge, ældre osv.)? Ser man dem bede folk spare op til egen pension til gengæld for drastiske skattelettelser? Det er unægteligt godt gemt, hvis det er der, for alt dette er jo også en del af det liberale tankesæt.

Det er selvfølgelig ubestrideligt, at konservative går ind for den private ejendomsret og et vist mål af privat driftighed på markedet. Men det ”ekstra”, som nutidens konservative lægger til ejendomsret og marked, er da vist ikke kun den kulturelle og traditionelle fernis, men også et betydeligt mål af statslig overstyring og mistillid til markedsløsninger.

I stedet for at se liberalisme som en delmængde af konservatisme, så kan man snarere tale om overlappende cirkler, hvor begge deler – vigtige! – elementer af privat ejendomsret, markedsøkonomi samt ytrings- og trosfrihed, men hvor begge har noget ekstra, den anden ikke har. Dette ”ekstra” er for mig at se et kollektivistisk element hos konservatismen og et individualistisk element hos liberalisten.

Bevares, begge disse kan drives ud i ekstremer, hvor de til dels med god grund bliver en torn i øjet på modparten. Men samtidig er forskellene ikke så store idag, som de var før i tiden. Det samfund, som den konservative idag vil bevare, er jo langt hen ad vejen det samfund, den liberale har kæmpet for. Dette skrives med det smil på læben, man finder hos enhver, hvis synspunkter over tid kapres af modparten.

Men det korte af det lange er, at der idag er langt mere, som samler konservative og liberale, end der skiller dem. Her kan blot nævnes kampen for det frie samfund, vestlige nationalstater og modstanden mod centrum-venstres egalitære og politisk korrekte projeker. Liberalisme og konservatisme er så klart hverken sammenfaldende eller indbyrdes delmængder, men trods alt kraftigt overlappende cirkler med meget til fælles, om man kan lide det eller ej.