Andre folks penge...

Pelle Dragsted er sur. Han er ikke sur over, at der spenderes 750 mio. på samfundets svageste. Han er sur over, at det er A.P.Møller’s fond, som betaler regningen. Tror jeg nok.

Det er ikke ligefrem logik for burhøns. Antageligvis ville en PhD-studerende i psykologi eller politilogi være påkrævet som ekspertvidne. Jeg er almindeligvis lidt loren ved at have offentligt blåstemplede meningsdannere til at kloge sig om alt mellem himmel og jord, men jeg ville være villig til at gøre en undtagelse i dette tilfælde.

”Det skal ikke være private interessenter, som har magten over, hvem der skal have støtte,” hævder Dragsted. Næ nej. Fy, fy, skamme fristes man næsten til at tilføje, for ”det skal være op til de demokratisk valgte politikere”. Altså sådan nogle som Pelle Dragsted, forstås.

Jeg fristes til at drage et lettelsens suk. Det er jo ingenlunde en let opgave, når man mellem de utallige hververe på byens gader skal vælge, om man skal støtte Amnesty International, Folkekirkens Nødhjælp eller Kræftens Bekæmpelse. Det er heller ikke let at afgøre, hvilken gademusikant eller tigger, som mest fortjener et par håndører, hvis man er i det humør. Men det er så heller ikke længere nødvendigt, forstår jeg på Pelle Dragsted. Jeg skal bare betale min skat, og så lade de demokratisk valgte politikere træffe valget for mig.

Det er måske en lille smule kollektivistisk, men intentionerne er de bedste. Godt nok er der et eller andet med, at vejen til helvede er brolagt med sådanne gode intentioner, men det lader vi ligge for nu.

Det mere spændende spørgsmål er, om Pelle Dragsted praktiserer det, han prædiker?

Jeg antager, at Pelle Dragsted kan finde på at smide et par kroner, når Kræftens Bekæmpelse samler ind. Måske han med sin baggrund hellere vil bidrage med et par kroner til Kommunistisk Parti eller til Antifascistisk Aktion eller hvem nu... Det er sådan set sagen uvedkommende.

Pointen er, at Pelle Dragsted her agerer som en ”privat interessent”, for nu at bruge hans egne ord. Og ved at smide et par kroner til dette eller hint, udøver han ”magt” over, hvem der skal have støtte og fremmer én interesse fremfor en anden. Har man hørt mage? Pelle Dragsted burde betale noget mere i skat og så lade et folketingsflertal af demokratisk valgte politikere bestemme, om Kommunistisk Parti eller Antifascistisk Aktion skal nyde støtte. Man kunne mistænke, at det ville være svært at mobilisere et flertal, men det vil den demokratisk sindede Pelle Dragsted naturligvis respektere.

I virkeligheden handler det naturligvis om noget andet. I Pelle Dragsteds verden må man ikke bruge penge til at fremme en sag, for det stiller folk, som tjener penge, bedre end folk, der ikke tjener så meget. Her er vi fundamentalt uenige. Demokratiet skal kun blandes ind i det fælles, og der er rigtig, rigtig mange ting, som fælleskabet og dermed samfundet ikke behøver blande sig i. Dette er et godt eksempel.