Danske værdier?

I kølvandet på lidet flatterende afsløringer af udtalelser fra bl.a. tilknyttede til Grimhøjmoskeen, synes det store spørgsmål at være, hvordan man kan dæmme op for disse angreb på ”danske værdier”.

Nu har det vel været en offentlig hemmelighed i flere år, at respektive kredse næppe ligefrem promoverede danske værdier udfra den definition, som et flertal af danskerne lægger i dem. Det er så sandelig heller ikke, fordi jeg billiger pågældende kredses synspunkter – danske eller ej – men det er for betragteren tydeligt, at danske politikere her er gået i selvsving. Nogle af de forslag, som kommer til udtryk, passer bedre ind hos de respektive ungdomspartier eller i avisernes agurketid og har en ubehagelig afsmag af et totalitært demokrati, hvor alle forventes at indordne sig under den fælles mening.

Således ytres det, at vi bør stille krav om, at indvandrere går ind for ligestilling mellem kønnene. Nu har jeg ikke personligt aktier i den debat, for jeg er på alle måder for kvinders ligestilling og ligeret i den simple og klassiske betydning af ordene. Men der er jo nok stadig nogle, som hælder til det, vi kunne kalde ”det gammeldags kønsrollemønster”. Tilmed nogle etniske danskere. Måske tilmed enkelte kvinder. Er disse ”udanske”? Er disse uvelkomne i Danmark? Undergraver de danske værdier?

Dette kunne vel være tilfældet, hvis de pågældende med trusler, vold og chikane forsøgte at holde kvinderne ”på deres plads”. Heri kan ingen vel være uenige. Men er alene forkærligheden for nogle ”gammeldags” normer tilstrækkeligt? Her kan man vel have sine kraftige tvivl, ligesom man kunne ved andre og tilsvarende eksempler.

Tilsvarende ytres det, at flygtninge, migranter m.fl. ikke må ”undergrave Grundloven” eller ”modarbejde dansk lovgivning”. Igen er det nogle meget vidtløftige formuleringer. Jeg antager, at også modstandere af Folkekirken så kan beskyldes for at drive grundlovsundergravende virksomhed? Her kan de få følgeskab af republikanske modstandere af Kongehuset, eller hvad? Det er ubestrideligt, at såvel Folkekirken som Kongehuset er noget meget ”dansk”, men vel også ubestrideligt, at det er noget, man har lov til at have en anden holdning til end den gængse.

Man kunne også minde om det faktum, at det kun er omkring hundrede år siden, kvinder her i landet fik valgret, og under hundrede år siden, at homoseksualitet blev afkriminaliseret. Var de tidlige forkæmpere for disse sager ikke her med til at ”modarbejde dansk lovgivning”?

Der luftes også tanker om, at imamer i danske moskeer skal pålægges at prædike på dansk. Det vil selvfølgelig lægge en vis begrænsning på antallet af arabiske gæsteprædikanter, men hvad stiller man op med udenlandske gæsteprædikanter i danske frikirker, som der faktisk er en del af? Eller migrantkirker i og udenfor folkekirken, som naturligt holder gudstjenester på egne sprog? Og hvis paven eller Dalai Lama skulle komme forbi, vil man så også insistere på, at de som religiøse skikkelser leverer deres budskaber på dansk?

Givetvis er der nogle reelle udfordringer her. Den brede vej fører jo som bekendt til Helvede, men også i overført betydning er der kun en smal og vanskelig sti mellem totalitære grøfter.

Principielt er jeg således enig i det synspunkt, at indvandring og statsborgerskab ikke er en menneskeret, og at vi fra dansk side kan stille netop de krav, vi vil, til dem, som ønsker at blive en del af det danske samfund. Men principielt er jeg også (!) imod, at sådanne krav formuleres så vidtgående, at kun den grå gennemsnitsdansker helt og fuldt kan leve op til dem.

Principielt er jeg ligeledes tilhænger af ytringsfriheden, men jeg anerkender også, at der findes en gråzone mellem den frie meningsudveksling på den ene side og deciderede opfordringer til vold på den anden; en gråzone hvor holdninger gives til kende i det håb og den hensigt – og måske med det vidende – at der af andre ”uafhængigt” vil blive handlet aggressivt og voldeligt på disse. Det er bestemt en udfordring at få sidstnævnte væk fra gråzonen og ud i mørket, hvor det hører hjemme.

Når alt er sagt, er det måske på sin plads at rekapitulere med et skoleeksempel på ”danske værdier”, som blev artikuleret af en af Danmarks ”grand old men”, nemlig N.F.S.Grundtvig, der bl.a. som ophavsmand til højskolebevægelsen er noget nær inkarnationen af ”danskhed”. Jeg tænker her på hans sentens, ”ånden fri og hånden bundet”, som forener respekten for det frie ord (og forargelige synspunkter) med en håndfast handlen, hvis de bliver til mere end ord.