Topstyring i en spintid

Det ulmer i det liberale bagland, hvis man skal tro aviserne, hvor især Politiken i forbindelse med Liberal Alliances årsmøde satte fokus på topstyringen i partiet og den – tilsyneladende – stigende utilfredshed hermed i baglandet.

Nu kan man hævde, at andre partier ikke har meget at lade LA høre i denne sag, for det er et fænomen, der er blevet mere og mere udbredt i de seneste 15-20 år. På den anden side må det bestemt være frustrerende at være liberal og indse, at man er skiftet fra et topstyret Venstre under Anders Fogh til et mindst (!) lige så topstyret Liberal Alliance under Anders Samuelsen. Hvis man er mere til det nationalkonservative, så må det tilsvarende være frustrerende at skifte DF ud i protest mod topstyringen og opdage, at partiledelsen hos alternativerne i f.eks. Nye Borgerlige også insisterer på selv at udpege alle spidskandidaterne.

(Her må jeg nødtvungent give lidt ros til et parti, som jeg ellers meget sjældent roser, nemlig Alternativet. Her har man formået at flytte en større del af politikudviklingen – og ejerskabet – ud til fodfolket, eller græsrødderne som det vel må hedde i de kredse. Måske er der ikke så højt til loftet, at man kan have en fordomsfri drøftelse af markedsmekanismer og animalsk protein, men det er trods alt en begyndelse.)

Med tanke på den førnævnte presseomtale, så er det unægtelig underholdende, at man fra LA’s side giver sine folk besked på at fortælle pressen, at partiet ikke er topstyret. (Troede man virkelig selv på, at den ikke ville slippe ud?) Men ellers er der ikke meget at grine ad.

Men hvad er problemet egentlig? Er det ikke fornuftigt med en effektiv og håndfast ledelse? Er det bedre at lade partierne styre af landsby-, storby- og forstadstosser? Og har stifterne af et parti ikke en underforstået ret til at bestemme, nu det er dem, som startede hele showet?

Jeg kan godt forstå de praktiske argumenter for topstyring, selvom jeg finder frygten for dårlig presse en smule neurotisk. Men på et mere grundlæggende plan er der alt for få borgerlige, der fanger den helt centrale problemstilling, nemlig ejerskabet. Og her taler jeg ikke om ejerskabet i den moderne, diffuse betydning, hvor fodboldfans føler ”ejerskab” i forhold til klubben, selvom de ikke har et gram indflydelse på driften eller trænerens dispositioner, eller hvor virksomhedsledere ønsker at medarbejderne skal føle ”ejerskab”, uden at der er noget som helst håndgribeligt ejerskab inde i billedet. Nej, jeg taler her om ejerskab i den gode gamle, klassisk borgerlige forståelse af privat ejendomsret. Ejer jeg noget, bestemmer jeg over det. Ejer jeg noget i fællesskab med andre, bestemmer vi i fællesskab (og nogle gange efter ret indviklede spilleregler).

Hvis jeg ønsker at starte en forretning op, kan jeg stifte et selskab, og hvis jeg ejer dette, kan jeg gøre med det, som jeg vil, og disponere over de aftaler, som selskabet har indgået, så længe jeg overholder lovgivningen, holder mig indenfor det aftalte og naturligvis ikke krænker mine medarbejderes personlige frihed og rettigheder. Hvis man er nogle stykker, som går sammen om et projekt, så kan man f.eks. stifte et selskab sammen. Her er kommandovejene knap så simple, men man øver stadig indflydelse i forhold til sit ejerskab og de aftaler, man indbyrdes har indgået.

Hvis man gerne vil have mange til at bakke op om ens projekt, kan man i stedet enten børsnotere sit selskab eller stifte en forening. Her giver man køb på sit ejerskab til gengæld for den styrke, der er at finde i den større kreds med de ekstra midler og ressourcer. Men man må som driftig entreprenør risikere den tort, at småaktionærer vover at stemme imod en på generalforsamlingen eller går sammen om at få indvalgt en i bestyrelsen, som man selv ønsker hen, hvor peberet gror. Eller man må som stifter og initiativtager til en forening risikere at blive forkastet som formand til fordel for en anden, fordi de egenrådige medlemmer, man har inviteret indenfor, ikke ser ens kvaliteter.

Jeg beklager, at jeg her spilder tid på at rekapitulere det indlysende. Pointen er, at der er et utal af måder, man kan organisere sig på i vores frie, vestlige samfund, men bordet fanger. Man kan ikke med det velvalgte udenlandske udtryk ”have your cake and eat it too”. Man kan ikke sælge alle sine aktier og stadig bevare magten over selskabet. Man kan ikke mobilisere et utal af medlemmer gennem en forening og så nægte dem den indflydelse, deres medlemskab giver.

Her er det direkte pinligt, når man fra diverse partiers side forsvarer topstyring som lederskab, og implicit antyder at partiledelsen blot agerer som enhver anden driftig virksomhedsleder.

Nu er der i borgerlig optik intet at udsætte på den driftige virksomhedsleder/-ejer; det lader vi de venstrerevolutionære om. Ikke fordi der ikke her og der er en kapitalist, som er usympatisk og ufin i kanten, for det er der utvivlsomt. Men fordi vedkommende blot udøver den private ejendomsret, i det mindste som repræsentant for selskabets ejere.

Der er således heller ikke noget at udsætte på en foreningsformand, der på vegne af sine medlemmer varetager foreningens interesser udadtil, eller sørger for en effektiv drift af kontor og sekretariat. Men der er bestemt et problem, hvis formanden og foreningsledelsen varetager egne interesser i opposition til medlemmerne.

Topstyring handler nemlig sjældent om at få gennemført foreningens eller partiets interesser udadtil. Topstyring handler om at bekæmpe en intern opposition og forhindre, at medlemmerne fremmer synspunkter og kandidater, man selv er imod, men som ærligt og redeligt kan findes indenfor de vedtagne rammer. Den slags topstyring er ganske enkelt uredelig og utilstedelig, fordi den krænker det, som i borgerlig optik er fredhelligt, nemlig den private ejendomsret i form af medlemmernes reelle og juridiske ejerskab over den forening, de er medlem af.