Domstolenes magt og afmagt

Dommerne vil have magt. Fornemmer man.

Formanden for Den danske Dommerforening, Michael Sjöberg, kritiserer i Politiken den seneste lovgivning fra Inger Støjberg, som lægger op til nogle meget præcise straffe, konkret i sager om tålt ophold. Han anklager ministeren for at underminere de uafhængige domstole, mens en ”kollega”, advokat Christian Dahlager, supplerer med, at regering og folketing er godt på vej til at overskride sine grundlovsgivne kompetencer.

Alt sammen tilsyneladende fordi man ”skematiserer” straffene i konkrete situationer.

Det er ikke noget nyt med aktivistiske domstole, som gerne enten vil sætte en politisk dagsorden eller alternativt ”blot” gerne vil give samfundet et skub i en given retning. Ej heller er det nyt, at der er folk, som indbringer sager for domstolene i håb om en dristig og banebrydende dom, eller som i det mindste gerne vil holde en kattelem åben for en sådan.

Man forstår skam frustrationerne. Men lad os lige tænke tanken til ende.

I et demokratisk samfund er det vel det demokratisk valgte folketing, som skal trække landet i den retning, landet skal trækkes. (Hvis nogen altså i det hele taget skal).

Fri os fra den tanke, at andre embedsmænd havde samme ambitioner som dommerstanden. Tænk, hvis politiet ikke stillede sig tilfreds med at være retshåndhævende, men havde ambitioner om at være retsskabende? Hvis politiet egenhændigt valgte, hvilke love, de ønskede at følge, og fravalgte sager, de nægtede at opklare af politiske grunde? Tænk, hvis Skat havde ambitioner om at være retsskabende, i stedet for blot at være gode bureaukrater, der administrerer den skematiske lovgivning... (Selvom det sidste eksempel måske er mindre velvalgt).

Man kan bestemt finde eksempler på et lidt for selvstændigt embedsværk, men den almindelige holdning er, at dette er uacceptabelt.

Naturligvis skal domstolene være uafhængige. Men hvad er det, den uafhængighed består af og skal beskytte?

Grundlæggende må man huske, at det, domstolene suverænt skal kunne afgøre, alene er skyldsspørgsmålet. Domstolene skal desuden sikre, at retten går sin gang, at anklagede har ret til en forsvarer og et forsvar, og at der ikke dømmes skyldig, medmindre der er tilstrækkelige beviser hertil. Domstolene må her være uafhængige, så den enkelte dommer ikke skal frygte for sit job og sin indtægt (eller værre), hvis man straffer nevøen til en minister, frifinder en politisk modstander til den siddende regering eller dømmer imod folkestemningen i en given sag.

Alt dette er soleklart.

Men domstolene er jo ikke – og skal ikke være! – uafhængige i forhold til loven. Og i denne (indirekte) betydning skal domstolene jo heller ikke være uafhængige i forhold til den lovgivende magt. Det er lige så soleklart.

Jeg kan derfor slet ikke se, at det skulle være krænkende, hvis en dommer ikke har et vidt spillerum for sit personlige skøn, hvor vedkommende kan føle sig indflydelsesrig og retsskabende. Dommeren har jo heller ikke ret til at frifinde hhv. straffe på basis af sit frie skøn. Det må vel forventes, at dommeren gør dette på basis af de fremlagte beviser?

Reducerer dette dommeren til blot og bart en automat eller en maskine, hvor der kommer en dom ud i den anden ende? Tja, vel ikke mere, end færdselsbetjenten er en ”automat”, der stikker fartbøder ud, når og kun når en given fartgrænse er overtrådt (og som i øvrigt ikke er fri til at skønne bødens størrelse). Vel heller ikke mere, end sagsbehandleren hos Skat, der er tvunget til ”automatisk” at godkende et fradrag, som nu engang er fastlagt i loven.

Hvis man ikke ønsker at være en ”automat”, så skal man ikke være embedsmand, af den uafhængige slags eller ikke. Det er bureaukratens vilkår i en retsstat. Hvis man ikke vil være en ”automat”, der i sit job er bundet til at håndhæve regler og love, som andre har udstukket for en, så er der utallige andre karriereveje, som ligger åbne, lige fra klummeskribent til selvstændig erhvervsdrivende.